China Camp i Shanghai


för: kung-fu.se
Anders Gjerløv 

China Camp i Shanghai

Tur till Kina, december 2004

Intern Kinesisk Kampkunst
af Anders Gjerløv

Forhistorien

I år 2001 mødte jeg første gang Master Xu på en Lan Shou/Qi gong workshop i København. På det tidspunkt havde jeg trænet Budo i mange år, og var så småt begyndt at fatte at der var lidt mere til Budo end bare de egentlige teknikker. Det var en spændende workshop, hvor jeg lærte en masse – og fik en masse jeg kunne arbejde videre med. Efterfølgende har jeg deltaget i flere kurser med Master Xu, og jeg synes at det har hjulpet mig i de andre stilarter jeg trænede også.

I april måned blev jeg så overtalt til at deltage i den ”China Camp”, som Master Xu arrangerede her i december. 7 forskellige stilarter, 13 forskellige mestre – alle samlet ét sted, og villige til at lære fra sig. Og oven i købet til en rimelig pris – så måtte det jo være sådan.

Rejsen

Sidst i november tog vi så af sted. En blandet gruppe fra Danmark – nogle med meget erfaring inden for kampkunst – nogen praktisk talt uden. Vi var mægtig spændte alle sammen. Tænk at tage til Kina – i 2 uger – bare for at træne kampkunst!!!

Vi ankom i Shanghai tidligt om morgenen. Dis og smog bød os velkommen. Samt en temmeligt livsbekræftende taxitur ind til hotellet (Det er utroligt så glad man bliver for ens liv, når man inden for 2 sekunder har været et par centimeter fra 3 forskellige livstruende trafiksituationer!) Vi kom dog frem uden fysiske skræmmer – og checkede ind. Alt var klart til os – så vi kunne koncentrere os om bare at slappe af.

Næste dag begyndte showet så. Ca. 4 timers opvisning fra forskellige mestre og mere ”almindelige” udøvere. Der blev vist mange stilarter, og det blev en næsten for stor mundfuld. Der blev ved og ved og ved med at være en mester som kunne komme op og demonstrere.

Efter demonstrationen og dagen efter blev der arrangeret diverse sightseeing ture, shopping ture mv. Alt i alt ganske smart at bruge et par dage på lige at få jetlag’en ud af kroppen. Ved afslutningen af dag 3 ankom vi til Suzhou. Her ventede 11 dages træning!

Træningen starter

Planen for træningsdagene så således ud:
7 morgentræning – Tong Bei
8 morgenmad
9 træningspas
12 frokost
13 pause
15 træningspas
18 aftensmad
19:30 foredrag

Morgentræningen var fælles. Det foregik ude på pladsen foran hotellet. Der var en anden gruppe der stod og lavede våbenformer til lyden af et kassebånd fra 1978. Et hav af turistbusser, samt en temmelig trafikeret vej (med et praktisk display for støjniveauet – jeg så det aldig under 40 db – og ofte i nærheden af 50db). Så det var i sig selv en interessant oplevelse at stå i relativ kulde, og træne Tong Bei.

Ideen med den første dags træningspas, var at introducere de forskellige stilarter. Det blev til 6 gange 1 times forsøg på at vise hvorfor man skulle bruge tid hos de enkelte mestre. Jeg kan ikke tale på andres vegne – men for mit vedkommende var det næsten kun at gøre forvirringen større. Der er ingen kendte måder at være mere end 1 sted samtidigt på. Og at vise flere forskellige interessante ting, gjorde kun at jeg blev lidt irriteret over ikke at ville kunne nå at træne ordentligt med dem alle.

Næste dag skulle man så vælge. Man kunne frit vælge imellem alle hold, dog måtte man ikke skifte før til eftermiddagstræningen. Dvs. fra nu af var det 3 timers træningspas. Vi fordelte os ud som vi nu syntes. Jeg valgte Lan Shou, og de fleste andre danskere valgte Hsing Yi 10 eller 12 animal, eller Yang stil.

Wu Ji (Lan Shou mesteren) valgte at fortsætte træningen fra dagen før – hvilket betød at man i løbet af de 3 timer nåede til et punkt, hvor musklerne i lårene holdt op med at brokke sig af simpel træthed! Det var en rimelig hård omgang. Og jeg synes ellers at jeg var vant til lidt af hvert. Men effekten var ganske god, for til sidst kunne man gøre det uden at spænde i musklerne. Resten af opholdet kunne jeg faktisk ”køre” videre på denne første dag, og lave teknikker uden at spænde i musklerne.

Netop det med at spænde musklerne var et centralt tema hos alle underviserne. Uden at jeg kan mene at have forstået hvordan man gør – og jeg vil ikke betegne mig selv som værende ”internal” i nogen nævneværdig grad – men hele ideen bag ”Chinese Internal Martial Arts”, syntes at være, at hvis du kan løsne op for dine spændinger, og bruge din krop på den naturlige måde, SÅ har du enorme kræfter. Kræfter der er svære at forholde sig til med den kulturelle baggrund som de fleste af os kom med (læs: vestlige). Det er svært at forstå hvordan en lille mand, uden at anstrenge sig, kan skubbe rundt med ”store” mænd.

Mange vil naturligvis spørge om det så ”kan bruges til noget”. Hvis nu de støder ind i en ”rigtig fighter”, så holder deres afslappede kropsholdning jo ikke alligevel. Igen et resultat af vores kulturelle baggrund.


Bilden: Shanghai 


bilden: Tong Bei


Bilden: Dr Wang, Yang Style


Bilden: Master Wu Ji, Tao Chuan


Bilden: Master Qian


Bilden: Master Qian

Hver mester havde sin egen måde at demonstrere – med al ønsket tydelighed – hvor effektive deres teknikker var. Jeg hørte ingen der efter kurset stadig mente at Tai Chi ikke kunne bruges i kamp…

Der kan skrives meget mere om vores oplevelser – og måske bliver der det også. Men indtil videre kan jeg iht. bekræfte at ”intern” kraft (om man så kalder det Ki, Chi eller noget tredje) er noget der kan bruges i ALLE kampkunster, fra Tai Chi til Karate til MMA. Men om man ønsker at investere den tid det tager at lære sin krop IKKE at spænde op når man skal udføre en handling, er jo en helt anden sag.

för: kung-fu.se
Anders Gjerløv

© kung-fu.se